Hvad er mødebooking, og hvad laver en mødebooker?

12 January 2021
Camilla Skøtt

editorial

Har du hørt om mødebooking, men er du ikke helt sikker på, hvad det egentlig er? Så læs med her, hvor vi kigger lidt nærmere på spørgsmålet: Hvad laver en mødebooker?

Ja, hvad laver en mødebooker egentlig? Hvis man kigger lidt nærmere på ordet mødebooker, så giver det næsten sig selv; en mødebooker sørger for at booke møder. Salgsmøder, vel at mærke. Og ikke til sig selv – mødebookeren sørger for at booke møder for en intern eller ekstern sælger.

Vil du gerne have foden inden for i salgsbranchen, og har du ikke nogen uddannelse, så er mødebooking et rigtig godt sted at starte. Det kræver som regel ingen særlig uddannelse, men der er naturligvis krav til dig som person; du skal have gåpåmod, og du skal kunne håndtere et nej – der kommer nemlig en del af dem, når du først kommer i gang med mødebooking.

Hvorfor investere i mødebooking?

Sidder du som sælger – eller som den der står i spidsen for en række sælgere – så tænker du måske, at det er spild af penge at investere i mødebooking; det kan sælgeren da selv klare. Og ja, det kan sælgeren indimellem sagtens klare på egen hånd. Det er bare spild af tid og dyre lønkroner at lade din sælger om at passe telefonen. Det er nemlig mere tidskrævende end som så at komme igennem til den rigtige beslutningstager og få et møde i hus.

Vil du gerne effektivisere din salgsafdeling, kan du altså med fordel overveje at hyre en mødebooker. Du kan ansætte en internt i virksomheden, hvis du gerne vil have hånd i hanke med vedkommende, eller du kan vælge at hyre en ekstern mødebooker. Sidstnævnte er ofte en god investering, fordi du her får professionelle kompetencer, mange års erfaring og ikke mindst skarpe inputs i forhold til kundeemnerne, så du får åbnet nogle nye døre.